TopImage

Om Dyrup

Koncernprofil

Stærke mærkevarer og et bredt sortiment af kvalitetsprodukter inden for maling og træbeskyttelse udgjorde også i 2008 Dyrup koncernens primære forretning på det europæiske marked. Dyrup producerer og markedsfører produkter, som afsættes via tre primære afsætningskanaler. Gør-det-selv markedet (DIY) som primært er farvehandlere og byggemarkeder, det professionelle marked (PRO) der består af grossister og malere samt det industrielle marked, som for Dyrups vedkommende primært består af vinduesfabrikanter. Sidstnævnte forretningsområde er i 2009 frasolgt som led i den strategiske fokusering af Dyrup.

Omsætningen i 2008 fordeler sig med 43 % til DIY-markedet, 38 % til PRO-markedet og 19 % til det industrielle marked. De geografiske hovedmarkeder er Danmark, Frankrig, Tyskland, Polen og Iberia. Disse markeder udgør knap 80 % af omsætningen. Den resterende del af omsætningen kommer fra øvrige europæiske markeder samt mindre markeder i Asien og Afrika, hvor Dyrup markedsfører sine produkter gennem egne selskaber eller distributører.

Dyrups markedsposition inden for træbeskyttelse er særdeles stærk i Danmark, Frankrig og Tyskland. Hvad angår maling har Dyrup stærke positioner i Danmark og Portugal, men arbejder fortsat intensivt på at styrke og udvikle en stærkere profil inden for malingsprodukter. Dyrups produkter opdeles i tre hovedgrupper, som er maling, træbeskyttelse og specialprodukter. Sidstnævnte består bl.a. af spartelmasser, produkter der bekæmper vandindtrængning, arbejdsredskaber og andre malingsrelaterede produkter tilprofessionelle malere. 55 % af Dyrups omsætning er relateret til træbeskyttelsesprodukter. Malingsprodukter udgør 26 %, og resten er specialprodukter.

Dyrup har stor fokus på salg af produkter, der komplementerer hinanden således, at der kan tilbydes komplette løsninger til kunde og slutbruger. Størstedelen af omsætningen er egen produktion på Dyrups fabrikker i Danmark, Frankrig, Polen og Iberia. En mindre del af omsætningen udgøres af tilkøbte varer, hvilket primært drejer sig om specialprodukter.

Stærke mærkevarer og produktkoncepter er vigtige elementer i Dyrups strategi, og 83 % af omsætningen fordeler sig på de strategiske mærker Dyrup, Bondex, GORI og Xylophene. I 2008 er der arbejdet intensivt med at udvikle nye koncepter tilpasset de enkelte markeder, kunder og gældende lovkrav. Flere af de kendte mærkevareprodukter har ligeledes fået tilført nye egenskaber og ny teknologi. Disse tiltag styrker Dyrups position ved indgangen til 2009.